Roskilde Sportsfiskerklubs årlige havfiskefestival var den 47. i rækken. De sidste par år har vejret ikke været noget at råbe hurra for, men i år var udsigten lovende. DMI havde spået, at vi ville få jævn til frisk vind fra vest nordvest og det kom til at passe. Solen kom da også frem op ad dagen.


I år var det kun Sværd der lå i Nordhavnen, Nadia, Arresø, Havstrygeren og Hanne Berit lå til kajs i Statshavnen langs med banen.


Da vi på slaget otte kom ud af Nordhavnen blev vi mødt af noget gammel sø. Skipper Kim Knudsen på Sværd havde besluttet sig for at sejle mod nord da fiskeriet dagen før havde været rigtig godt. Det samme gjorde Nadia og Arresø, de var lige i hælene på os og fiskede også heroppe hele dagen.


Efter ca. fyrre minutters sejlads ringede skipperen med klokken, klar til at fiske. Der blev meget hurtigt fanget nogle torsk, enkelte var over konkurrencens mindstemål, men var fejlkrogede og talte således ikke med i konkurrencen. Næste træk gav dog en torsk over konkurrencens mindstemål og da den havde bidt rigtigt var der en præmie til fangeren Ole Retsborg, Ishøj og han fik således præmien for den første fisk på dæk der kunne klare mindstemålet på 45cm og havde bidt rigtigt. Ole modtog en sportstaske fra Danske Bank.


Vi havde som sædvanlig rigtig mange skrappe fiskere ombord, Thor Rasmussen, Greve vinder af Ambassadeur-cuppen 2010 og nr. to Michael Lorentzen samt den dygtige svensker Thomas Nilsson, kendt skipper på Vandia i Helsingborg.  Efter den første time var der mange der riggede om til medefiskeri, fladfisk tæller jo også med. Det gav bonus til dem, for torskene og enkelte fladfisk var sultne og bed livligt på de medbragte børsteorm. Dem der brugte orm undgik således også fejlkrogede fisk og fik fyldt godt op i kurvene. De fleste på Sværd fangede rigtig godt og mange havde 6 fisk eller mere i kurvene.


Senere på dagen kom både Havstrygeren og Hanne Berit herop, de havde fisket længere mod syd, og ville nu prøve om det var bedre heroppe.


Kenn Corneliussen også fra Greve havde en rigtig god dag på Sværd og havde så vidt jeg kunne se lidt flere fisk end Thor Rasmussen, der ellers havde gjort det rigtig godt.


Kl. 14,25 ringede skipper af for i dag og sejlede tilbage mod Nordhavnen. Vi skulle jo være i havn senest kl. 15,00. Indvejningen foregik ved kajen i Statshavnen og da langt de fleste af deltagerne havde deres indvejningskort klar, gik det meget hurtigt med at få vejet og registreret fangsten.


Kl. 16,00 kunne formand Jørgen byde velkommen til præmieoverrækkelsen.


Nr. 1 og vinder af Roskilde Havfiskefestival 2011 blev Martin Odgård med 146 point.

Han modtog guldmedalje, ABU´s vandrepokal, Pirkestang fra Hunters House, Ambassadeur 7000IC3 fra Osted Kro samt check kr. 3.000,00 skænket af Sparekassen Sjælland.

Nr. 2 blev Torben Søndergård med 144 point. Han modtog sølvmedalje, Egon Riis´ mindepokal, en Hardcore bådstang og Zorex havhjul fra Svendsen Sport samt en check på kr. 2.000,00 skænket af vognmand Søren Piil, Birkerød.

Nr. 3 blev Kenn Corneliussen med 130 point. Han modtog bronzemedalje, Jan og Bo´s vandrepokal, en havstang Vanern 8,6 fra Lystfiskeren Holbæk, Kinetic Sea Craft 30 fra Forst & Jagthuset samt en check kr. 1.000,00 skænket af vognmand Søren Piil, Birkerød.

Thor Rasmussen blev nr. 4 med 125 point og vandt en Dega taske fra Fiskegrej Direct fyldt med pirke samt et gavekort på kr. 1.000,00 fra Norway Guide Fishing.


Skipperkonkurrencen gav følgende resultat:


Nr. 1 og dermed bedste skipper blev Lars Pryds, Nadia

Nr. 2 blev Kim Knudsen, Sværd

Nr. 3 blev Carsten på Arresø.

De tre skippere modtog flotte købmandskurve fra Roskilde Sportsfiskerklub.


De resterende præmier blev delt ud til de heldige og dygtige fiskere. De mindre heldige måtte glæde sig over det gode vejr samt det at nyde en kold øl eller vand i gode venners selskab.

Der blev i alt indvejet 270 fisk med en renset vægt på 255 kg. Det var 50 fisk flere end sidste år, men vægtmæssigt var det dobbelt så meget.

Vi må også i år sige tak til alle vores sponsorer, uden dem kunne vi ikke gennemføre dette arrangement med så mange præmier. Desuden tak til alle de frivillige hjælpere der står op midt om natten for at yde en stor indsats.

Jeg håber at vi ses igen til næste år den 18. marts 2012.


Roskilde Sportsfiskerklub 

Palle Frese



Tilmeldning skal ske ved at henvende

sig til Palle Frese     


Tlf.: 27 24 55 60)  eller  mail: pallefrese@mail.dk

   


Adresse


Roskilde Sportsfisker Klub,

Vestergade 17, 4000 Roskilde        


Copyright © Roskilde Sportsfisker klub 2016. All rights reserved.

counter

Tælleren er fra 07.03.2017