Juniorerne har 4 onsdage arbejdet med at fremstille en personlig kniv med læderskede. Thorkild kom med knivbladene og et fint udvalg af træstykker til skæfterne; han må have beskåret alle træerne i haven, for der var både taks, mahonie og benved. En af drengene kom med et stort stykke mahogni fra en bordplade, så det var bare at vælge.



Skæftet blev raspet og slebet til det var helt glat at røre ved. Størrelse og facon på skæftet er meget vigtig, så kniven ligger godt i hånden. Knivbladet blev limet fast hullet i skæftet; der blev brugt masser af lim og fyldt efter med små kiler af tændstikker, så knivbladet sidder godt fast. Kniven skulle nu tørre en uge og skæftet blev derefter smurt ind i linolie - og skulle igen tørre en uges tid. Til sidste blev kniven slebet meget skarp.



I mellemtiden begyndte arbejdet med læderskeden. Knivens omrids blev tegnet op på et stykke papir og lidt ekstra lagt til, så der var noget at sy i. Bagstykke og forstykke blev skåret i læder efter mønsteret og huller til syningen klippet med en lille hultang eller slået med en trefork og derefter sylet. Delene blev syet sammen med vokset tråd enten med sadelmagersting eller kastet sammen. Stroppen til at holde kniven på plads og en bæltestrop blev syet på til sidst. Trykknappen blev sat i stroppen og et stykke tyndt plastic lagt i skeden, så kniven ikke kan skære syningen over. Allersidst blev skeden gnedet ind i læderfedt eller skocreme.


Inger Gottlieb

Tilmeldning skal ske ved at henvende

sig til Palle Frese     


Tlf.: 27 24 55 60)  eller  mail: pallefrese@mail.dk

   


Adresse


Roskilde Sportsfisker Klub,

Vestergade 17, 4000 Roskilde        


Tælleren er fra 07.03.2017   

Copyright © Roskilde Sportsfisker klub 2016. All rights reserved.

counter